top of page

Søndag den 10. maj 2015
Næsbjerg - Forum: 20 km.
Totalt: 85 km.

 

Jeg er så småt ved at vænne mig til lejrlivets "glæder". Mit liggeunderlag er naturligvis ikke blødt og godt, men jeg synes, jeg får en god søvn.
Folk i mine omgivelser ser noget tvivlende ud, når de tager mit lille telt i øjesyn, men det fungerer.
Det er nemt at sætte op og tage ned, og det vejer kun omkring et kilo. Der er 2 lag, så der kommer ingen kondensvand, og så er det vandtæt.
Mine nye pløkke er usædvanlig grimme, men de er faktisk bedre end de andre.

Vejret så ret alternativt ud, da jeg fik øjne. Jeg overvejede at blive her en dag mere, og tage en tur til Varde.
Men efter en kop the, så var den gamle klar til en ny dag i den dejlige danske natur
Og kl 7.01 var jeg on the road again. Der var tørt, men det blæste kraftigt.
Første del af turen på omkring 7 km foregik ude på landet. Og sådan en søndag morgen, var der ikke meget at kigge på.
Når vejen var mest lige kunne jeg se såååååååååååååå langt, og det er ikke så spændende.
Samtidig var blæsten ganske voldsom, og selv om jeg nu fik den ind fra højre, irriterede den mig stadig
Mine gangvorter artede sig lidt bedre denne morgen. Det kan hænde, de vænner sig til det.
Så nærmede jeg mig civilisationen igen. Jeg ramte Varde S, hvor hovedvej 11 og 12 fletter fingre.
De ville ikke lege med mig, og for at sætte trumf på, havde man anbragt et motortrafikvej-skilt.
Der måtte jeg ikke være. Mens jeg stod og funderede over det, fik jeg øje på en tankstation.
Og så var jeg solgt.
Hungrende efter selskab og kaffe listede jeg ind og fik fat i et rundstykke med ost, samt den føromtalte kaffe.
Så kører det bare.

 

Men efter en halv times tid, skulle jeg forholde mig til vejene igen.
Min nye smart phone har en slags GPS, og den er nyttig.
Jeg måtte ud på en omvej, der gik gennem Varde kasernes skydeterræn.
Heldigvis holdt alle soldaterne søndag, så jeg kunne nyde den smukke natur.
Det var en lang omvej, men så fik jeg da ekstra kilometer at skrive i regnskabet.
Jeg vendte tilbage til Hovedvej 12, som de nu havde forsynet med en cykelsti, og så måtte jeg godt være der.

 

Mit nye hjem lå ved Forum ca. 5 km ude af hovedvejen. Jeg troede Forum var i Rom, men nej, det ligger 12 km fra Esbjerg
Mine værter var ikke hjemme, men husets datter viste mig til rette.
Her er alt, hvad jeg skal bruge. Det er en økologisk gÃ¥rd, og forkarlen forklarede mig, at de har lidt over 80 malkekøer. Jeg snakkede ogsÃ¥ lidt med hunden, der var sød og venlig.
Efter den kolde start var der masser af sol dagen igennem.
Det er altså lidt sjovere end regnvejr. Men så snart solen holder pause bliver der meget koldt, og det forstærkes af blæsten.
Jeg tror nok, jeg er ved at få den ansigtskulør, som farende svende skal have.
Og det endskønt jeg ikke drikker noget stærkere end instant coffee

 

I en Netto ved Varde lod jeg mig netop friste af en pose instant coffee. Det var halv pris af de gode mærker, og jeg var jo nødt til at prøve den.
Den var drikkelig, og jeg startede mit økologoske ophold med en kop kaffe.
Jeg lånte en stol, men benene forsvandt ned i den bløde plæne, så jeg måtte anbringe den på en rist.
Det er meget forskellige problemstillinger, man arbejder med som vandringsmand.
Benene var ikke helt ødelagte denne dag. Måske skal jeg gå mig i form?
Det værste er stadig morgenerne, hvor jeg ligner en mand med ca. 2 brækkede ben.
Men jeg kommer da altid i gang.

 

Jeg er ualmindelig træt af Slots tomme øldåser.
Uanset hvor i landet man kommer hen, ligger de strøet rundt omkring i tusindvis.
Men hver eneste dåse må jo have haft en ejer, der syntes det var en rigtig god ide at smide affaldet i grøfterne.

Jeg tillader mig at gå ud fra, at det ikke er den samme mand, der fiser land og rige rundt og skiller sig af med sine dåser.
Ergo er der utallige skovsvin landet over, og det er da en anelse skræmmende.
Jeg syntes, det var en god ide, da dåserne blev genindført, men de uhyggelige konsekvenser havde jeg ikke forestillet mig.
Det kunne måske hjælpe, hvis man indfærte en eller anden form for pant på disse dåser, men da de ikke er danske, bliver det da aldrig til noget.
Eller man kunne hænge dem på tusinde af træer over det ganske land.

I morgen satser jeg på at indtage Fanø.
Det skal nok blive festligt.

 

bottom of page